17. April

Starten gik kl. 8.30 fra Abellund, hvor en mindre afsendelses komite havde indfundet sig lidt tidligere og delte et morgen måltid med os. Ved afgang blev der taget lidt billeder og Orla kørte lidt i forvejen(i bil) og tog et par stykker mere, mens vi cyklede forbi.

Vejret var kanon, det bedste vi ville komme til at se i mange dage. Så det var en fornøjelse endelig at komme af sted. Vi fandt vejen til gl. Køge landevej næsten uden problemer, dvs. at fra Smørum Nedre måtte vi bruge cykelrutenr. 17, for at nå ud på den ved Ishøj Strand.

I Rønnede tog vi en slapper på en lille times tid på en tankstation, før vi forsatte mod Vordingborg hvor vi ramte Cykelrutenr. 9 til Rødby.

Kl. 19.45 tog vi færgen, efter at ha’ brugt lidt tid på at man altså skal tjekke ind ved bilerne når man kommer på cykel.

Da vi var kommet til Tyskland kunne vi godt se at vi ikke kunne nå videre, så vi fandt en plet jord og slog vores telt op.

18. April

Den første nat i teltet er noget der vil blive husket. Temperaturen faldt til -4 grader og der blevet dannet masser af kondensvand i telt og soveposer. Der blev ikke sovet meget selvom vi først ”stod op” kl. 9.00. Cyklerne kom i gang kl. 10.15 og vi kørte til Oldenburg og spiste morgenmad.

Undervejs mod Lübeck havde Henrik sin 1. punktering og gearskiftet drillede lidt. Da vi nåede Lübeck, hvor vinden blæste og det var temmelig koldt, brugte vi lidt tid på at finde et sted at sove og fandt et hotel til den nette sum af  77 euro. Vi gik op og så lidt på Centrum og fandt et pizzeria, hvor aftensmaden blev indtaget. Tilbage på hotellet fik vi skyllet vores tøj op før vi ramte hovedpuden kl. 22.


19. April

Alarmen gik kl. 07.00 og vi gik ned og spiste den bedste morgenmad vi fik på turen. Kl. 08.45 var vi på farten igen. Henriks gear drillede stadig, men vi kom forbi en cykelforretning, hvor der lige var en der kunne det trick der skulle til. Vedkommende kørte selv på en Trek cykel.

Der blæste stadig en kraftig vind, som kom fra sydøst, hvilket gjorde det en anelse tungt at cykle. Henrik fik den 2. punktering undervejs mod Lüneburg, som vi holdt frokost i på en kinesisk. Vi kørte videre kl. 15 mod Ulzen og side/modvinden tog til i styrke. Efter Ulzen måtte vi ud på en stykke vej, som i Danmark ville blive betegnet som motorvej. Men i Tyskland måtte man godt cykle der og det gjorde vi så, selvom det føltes en kende farligt. Vi forsatte en god bid vej, hvor der så lige pludseligt kom en cykelsti inde til højre( det med skiltning er ikke Tyskernes stærke side). Nå men Henrik stoppede og bar sin cykel over grøften, og Lars forsatte 200-300 meter og fandt en lille nedkørsel, som desværre var dækket af fint sand. Så lige med et sagde det smut og så lå Lars på asfalten og hvis ikke han havde haft cykelhjelm på var touren formentlig stoppet der. Henrik som kørte bagved sagde at det så vildt ud, men ville gerne have haft det at vide i god tid, så han kunne nå at finde videokameraet frem. Der skete ikke det helt store, cyklen fik lidt knubs som let blev rettet til igen. Lars fik lidt huller på benvarmerne og et tryk i venstreside som generede ham de følgende dage. Vi kørte videre og vinden tog yderligere til. Henrik blev på et tidspunkt blæst ud i rabatten af et vindstød. Så begyndte det regne så vi stoppede og fik gravet vores regntøj op af sækken. På med det og videre og så stoppede regnen igen. Kl. 20.00 havde vi kørt 185 km. og fandt et lille hyggeligt motel. Vi var vist de eneste som var der, så der var igen venten med at få lidt aftensmad, som i øvrigt var ganske god. Gik seng kl. 22.20.

20. April

Vækkeuret ringede kl. 06.40. Morgenkaffen og morgenmaden, havde personalet gjort klart aftenen i forvejen, så det var bare med at trykke på knappen og så var der  kaffe.

Lars’s side var meget øm, mest når han skulle rejse sig osv. Men vi har et motto: Det skal cykles væk, og det prøvede han så. Vi kom af sted omkring kl. 08.00 mod Braunschweig, hvor vi havde lidt problemer med at finde ud af igen, så ind på ein Tankstelle og spørge om vej (i sådan en situation er det rart at man kan Tysk). Nå men ud kom vi og den næste by vi ramte var Salzgitter Bad. Her kunne vi godt finde vejen, men det var ikke tilladt for cykellister at køre på 248. Igen måtte vi ty til det tyske og det endte med en tur ud omkring nogle små byer og veje i et noget bakket landskab. Det tog 2 timer at køre den tur til Sessen, som kun burde have været på 25 km, men det blev til lidt mere. Historien gentog sig igen da vi skulle ud af Sessen. Ej tilladt at cykle på 248. Så vi spurgte om vej nok engang og endte på nogle cykelstier, der for det meste var udmærket at cykle på. Der var dog også passager hvor det var ren markvej. Vi var ramt ind på nogle meget benyttet cykelruter, som ligger i Harzen. De andre dage havde vi ikke set skyggen af andre cykler på vejene, men det blev der rådet bod på her og rulleskøjteløberne og joggerne holdt sig heller ikke tilbage.  Det var også her vi ramte de første alvorlige bakker, men det gav li’som et kick at klatre op, og suse ned. Den første hastigheds rekord blev sat den dag af Henrik, der pressede den op på 62 km/t.

Vi kom igennem Northeim, der var dagens første by, hvor vi fandt igennem med det samme. Vi havde ikke kørt så langt, så vi aftalte at klø på til solen gik ned, MEN da vi ramte Nörten-Hardenberg sprang den første eger på Lars’s baghjul.(spooiiing)

Vi kørte in på en Shell tank, og Henrik forhørte sig om der var en cykelsmed i nærheden( vi havde ikke selv nået at købe ekstra eger). De venlige mennesker på tanke fik ringet lidt rundt, men det var jo påske, så der var ingen der havde ”tid”. Men så med et kom en rød varevogn kørende ind på tanken og en mand stiger ud, spørger hvilket hjul den er gal med, retter det og siger at der skal ny eger i, men vi kan køre omkring 100km. på det. Og så var han væk igen. Ingen på tanken kunne regne ud hvem han var. Kl. var blevet 18.30 så vi fik vejen til et hotel, 2km længere fremme. Det snuppede vi og fik noget mad, et bad også ellers på hoved i seng.


21. April

Vi sov længe til kl. 07.00, gik ned og fik morgenmaden, fik sendt nogle sms’er og talte om at det nok ikke blev til det helt store den dag på grund af den ”skæve”hjul.

Igen løb vi ind i rute problemer, men fandt nok en cykelsti. En pragtfuld tur, men en stor omvej. Henrik fik punktering nr. 3 før vi efter 140 km. kom til Bad Hersfeld. En Ok dag med sol og lidt vind. Vi kørte lidt uden for byen og slog teltet op og gik til ro.


22. April

Vores anden nat i telt var en smule bedre en den første. Der var stadig masser af kondensvand men knap så koldt. Mængden af søvn var dog stadig begrænset til et minimum. Vi stod op kl. 08.00 og fik pakket vores ting, kørte ud på vejen og fik kastet en 3 km. bakke med hårnålesving lige i benene. Nå men da vi nåede toppen havde vi overstået opvarmningen. Ned turen var til gengæld en af de længere og for enden var der en tank med morgenmad, kaffe og toilet. Vi havde forladt den oprindelige rute og kørt lidt ind i landet på de små veje, i håb om at spare tid ved at undgå storbyer og veje man ikke måtte køre på. Det lykkedes også over alt forventning, men vi fik kørt en del op og ned ad bakke den dag. Den længste op var på 6 km. og ned var den på ca. 16 km. En fed nedtur. Men der blev brugt nogle kræfter og kl. 15.30 begyndte det at regne. Vi stoppede i læ i stykke tid og regnen holdt op, men da vi kom i gang igen indhentede vi hurtigt regnen. Så vi droppede ind på en MEGET Lokal restuerant og fik en kop kaffe. Det hjalp på regnvejret og efter 110 km. lå der lige en cykelsmed inde til højre. Kl. var 17.30 men han fik skiftet den eger der manglede samt en til der knækkede medens han stod med det. Henriks Computer var stået af 6 km. før, så den blev også lavet. (vi har senere erfaret at de computere vi bruger er meget følsomme i regnevejr). Kl. 19.00 var vi færdige der og kørte indtil centrum i Bad Soden/Salmünster og fandt en Bed & Bike overnatning. Vores telt var ikke blevet tørt før vi startede i morges så det blev lige hængt op før vi gik ud for at finde noget at spise. Valget faldt på et noget skummelt pizzeria. Tilbage på Bed & Bike’n fik vi set vejrudsigten før vi slukkede lyset.

23. April

Og udsigten lyd på sol og 23 grader. Så da kl. var 07.00 ringede vækkeren og vi fik pakket vores grej sammen og gik ned for at få lidt morgenmad. Kl. 08.00 kørte vi af sted og satsede på at vores uheld var ovre, og regnede derfor med en god lang dag. Det blev det også, næsten, Henrik tabte en skrue, ja på cyklen altså. Men der kom en mand forbi, der lige kunne undvære en i den rigtige størrelse.  Og så var der lige Heidelberg. Det tog os ca. 1½ time at finde ud igen. Og det var selv om vi spurgte adskillige mennesker, inkl. En af dem havde hunden med og den var ved at æde Henrik. Langt omlænge fandt vi ud af at vi skulle over en nedlagt flyveplads, ud midt på en meget trafikeret vej også til venstre. Fint nok tænkte vi, men da vi var nået der til var der forbudt for cykler igen. Irritationen begyndte så småt at skinne igennem vores kommunikation eller mangel på samme,  på tidspunkt. Nå men fat på talegaverne igen og efter et par forsøg fandt vi et skilt mod Waldorf, som skulle være den nemmeste vej for at ramme vores rute igen. I Waldorf  stoppede vi og købte lidt mad i et supermarked og i udkanten af byen fandt vi en plet at slå teltet op på. Det var blevet sent så ned med maden og så i posen.


24. April

Det var en rimelig nat i teltet, stadig fugtigt og køligt, men bedre en sidst. Vi var ude af poserne igen kl. 07.00, fik pakket og fandt den nærmeste tank, hvor vi fik vores morgenkaffe og resten af vores indkøbte mad fra dagen før. Og så var vi ellers på vej mod Frankrig i fuld solskin og et minimum af vind. Der var ikke de store omveje, et enkelt tilfælde af tvivlsom skiltning i Ratstatt, var alt. Da vi var omkring 55 km fra grænsen satte vi tempoet op og det kørte som smurt, indtil Henrik fandt den eneste ene lille sten med hans baghjul, på en ellers udmærket cykelsti. Det var så punktering nr. 4 på hans scoretavle. Nå men, ny slange på og videre i det høje tempo. Da vi nåede grænsen ved Kehl stoppede vi og fik lidt frokost inden vi kørte over Europabroen. Her holdt vi og filmede lidt, medens bilerne buldrede over  stålbroen, og man stod og tvivlede lidt på om den var holdbar nok. Da vi kørte ind i Straussburg, var det første der mødte os en cykelsti der lignede noget der var løgn, og man fik hurtigt indtrykket at byen ikke ligefrem havde cykellisternes velbefinden og sikkerhed med i byplanlægningen. Og bedre blev det heller ikke da vi skulle videre ad hovedvejen. Der var ikke meget plads  og en del tungtrafik. Vel ude af byen havde vi lidt problemer med at finde D468. Så vi stoppede ved nogle toldere der holdte i deres bil og en af dem kunne faktisk engelsk. Grunden til vi ikke kunne finde vejen, var at den var nedlagt, og vi skulle 200m. tilbage og ind gennem afspærringen, gennem skoven og så til venstre så ville ramme vejen igen. Så den ros skal Franskmændene ha’, de laver ikke vejene om til Motorveje, de lukker dem bare i stedet. Det høje tempo forsatte da vi kom videre, indtil små 10 km. Marckölsheim, hvor benene var så småt var tappet for kræfter. I Marckölsheim fandt vi et lille privat pensionat, i stor hyggeligt hus. Vi fik et værelse på 3. sal og det med at komme op ad trapperne var lidt af en præstation med de ben vi havde på det tidspunkt. Værtinden, som i øvrigt talte tysk, fortalte at sidste sommer havde hun haft et par fra Danmark, er også var på vej mod Spanien på Cykel. Kl. var blevet aftensmad tid og vi fandt et sted hvor vi kunne sidde udenfor. Temperaturen lå på 24 grader kl.20. Det lugtede lidt af sommer.


25. April

Vi var oppe allerede kl. 06.00, til en skyfri himmel og 9 graders varme. Morgenmaden var Fransk. Lidt halvtørt brød, blød kogte æg, frisk flute, syltetøj og tynd kaffe. Ikke noget med pølse og ost her. Men for 37 Euro kan man vel heller ikke forlange så meget. Morgenmåltidet ændrede virkelig karakter efterhånden som vi kom længere og længere syd på. Og tankstationerne, som vi gjorde stor brug af i Tyskland, hvor man kunne for næsten alt, havde næsten ingenting ud over benzin og motorolie.

Trods gårsdagens anstrengelser, havde benene det godt og vi kom fremad med en ok hastighed, også igennem byerne. I  Cerney var det nær gået helt galt. Ved nogle parkerede biler kom der pludselig en lille pige farende ud bag en bil og var nær løbet ind i Henriks cykel og hvis Lars havde ligget lige bagved var hun blevet kørt ned. Til alt held havde vi en 8-10 meters afstand og med blokerede bremser nåede Lars lige at stoppe før det gik galt. Den lille pige så meget forskrækket ud, måske også fordi moderen rev hende ind til siden i armen og råbte ”MERDE”, et af de få franske ord vi også kendte J. Og vi var da også en smule rystede over hændelsen.

I Belfort stoppede vi for frokost, som vi købte i et Supermarked og spiste i skyggen. Temperaturen var noget op på 34 i solen. Vi prøvede at få et billede af byens fort, der ligger oppe på et bjerg plateau, med en næsten lodret bjergside ned til byen, virkeligt et imponerende syn.

Vi kørte videre kl. 15.30 og kom ca.20km., så stod vi pludselig i total regnvejr og stærk blæst. Vi tog regntøjet på og trillede videre og kom til en by med en cykelsmed. Med flydende skralde fransk og en masser fakter, lykkedes det at få sat to små speciale skruer i Henriks ene pedal, som var røget af et eller andet sted undervejs. I mens fandt Henrik noget Tabak og havde en meget givende samtale med en fransk pige på 8-10 år. Henrik brugte sit skralde fransk igen, hvilket var meget underholdende. På et tidspunkt spurgte han, hende om hun kunne noget på engelsk, og han fik et meget overbevisende I LOVE YOU, fra hende.

Vi kørte videre i regnen og stoppede dagens etape i Isle sur le Dobs, en lille by med to hoteller og fire frisører. Der var andre butikker, men det var antallet af frisører man lagde mest mærke til. De lå meget tæt ved siden af hinanden. Vi valgte Den Blå Marina som vores overnatning og fik booket et værelse uden de store problemer. Værten kunne fransk og fransk. Hotellet så ikke ud til at være kommet ud af 1940’erne, men et ganske underholdende sted. Vi spiste til aften på hotellet og på et tidspunkt spurgte Henrik værten, som godt kunne minde lidt om tjeneren fra 90 års fødselsdag, om et eller andet. Værten forstod ”nada”, og forsvandt et øjeblik. Da han kom tilbage havde han i hånden, den lille gule tysk-fransk ordbog. Godt tænkt.

Vi optog en lille bid video af vores værelse og udsigten fra vinduet, hvor man kan se at det heller ikke er den ydre vedligeholdelse de bruger penge på.

26. April

Morgen kaffen var god, men maden var ikke noget at skrive hjem om. Så vi provianterede i byens Hi-tech supermarked (der var trådløse digitale prismærker på hylderne). Da vi kom ud af butikken, startede dagens regnvejr, som mere eller mindre var med os hele dagen. Og vores trofaste følgesvend, modvinden var også oppe på dupperne. Efter 55 hårde km nåede vi Besancon, hvor vi tog en slapper. Efter den forsatte vi vores strabadser, og ramte nogle flere stigninger. Vinden og regnen tog til i styrke, så selvom vi kørte ned ad, skulle vi trampe i pedalerne for bare for at rulle lidt. Da vi ramte det som blev dagens sidste stigning, slog regnen ind forfra, og det føltes næsten som hagl der kom ned. Godt gennemblødte drejede vi fra mod Quingly, hvor vi fandt et *****hotel. Ekstremt nydeligt. Klokken. var stadig tidlig så vi fandt et supermarked, købte godt med kager, müslibarer og øl. Skyllede vores tøj op, tændte fjernsynet og slappede af i stor stil. Hen under aftenen fandt vi byens pizzeria og fik nogle helt i orden pizzaer. Etna kan anbefales, hvis I skulle komme på de kanter.


27. April

Kl. 06.30 var vi ude af fjerene. Noget af vores tøj var ikke tørt, og vores sko var stadig fugtige efter regnen dagen før. Men badeværelset var med Hårtørrer og den var rimelig effektiv til at tørrer tøj og sko med.

Morgenmaden var den bedste vi havde fået i Frankrig, så langt. Vejret så ud til regn igen og så var der stærksidevind. Af sted  kom vi og regn holdt sig væk, men vinden drejede om til modvind og det bakkede terræn fortsatte. Vi drejede væk fra ruten, for at få en fladere tur og det lykkedes også meget godt. Der var stadig mange bakker, men små i forhold til dem vi havde mødt på N83. Godt og vel 100km. den dag, var op og ned. Så efter 143km. var vi godt mørbanket, og drejede af lige efter Burg en Bresse, slog teltet op, konstaterede at vinde havde lagt sig og sagde godnat.


28. April

Vi var oppe kl. 06.00, kun for at konstatere vinden havde rejst sig igen, med stød der slog cyklen ud af kurs. 28km. på 2 timer siger lidt om forholdene. Så da vi havde købt lidt morgen/frokostmad i Villars les Dombes, sad vi godt trætte af vejret og situationen i sin helhed. Vi snakkede om at tag toget fra Lyon, og køre de 40km der til på cykel. Men bare de 40km virkede total uoverkommelige( mest psykisk), så vi fandt meget hurtigt ud af at det var en stationsby vi var havnet i. Yieppie J.  På trods af glæden, var det lidt kedeligt at træffe beslutningen, men da vi havde kørt ca. 200km mere end beregnet i Tyskland, kunne vi godt forsvarer det. Og målet med 3-4 dage i Sevilla skulle overholdes.

Vi fandt stationen og en engelsk talende billetsælger, købte billetterne og da vi havde 3 timer til næste tog mod Lyon, besluttede vi at finde noget kaffe et sted.

Og her skal man så forestille sig en lidt falmet westernby, hvor vinde hyler og tørre buske triller hen over hovedgaden. De to fremmede pakkere deres heste op af væggen, åbner døren og træder ind. Musikken stopper, der bliver helt stille og ALLE vender sig om og stirre på de to fremmede, i hvad der føltes i meget lang tid. MEGET Ubehageligt oplevelse. De to fremmede fik deres kaffe, og luskede af igen. Tilbage på diligencestationen, fik vi soigneret os på lokummet( et af de go’e gamle med to plader til fødderne og et hul i jorden!!! PRØV det engang med trætte cykelben). Vi fandt en lille krog hvor der var forholdsvis vindstille og tog en time på øjet. Diligencen, ehh, toget trillede ind på perronen og cyklerne blev sat ind i det der til beregnede rum. Og prøv lige og spø’r om det var rart at side i toget og se landskabet, som var noget af det fladest vi havde set længe, rulle forbi!

I Lyon er der to store stationer, og vi stod af på den sidste, Lyon Perrache. Købte billetter til Montpellier med skift i Avignon, og fik at vide vi skulle køre fra Lyon Part Dieu. Så ned på perronen igen og tilbage til Part Diue. Turen til Avignon og skiftet mod Montpellier gik stille og roligt. I Toget mod M. Købte vi en tillægsbillet til Beziers. Der var vi kl. 19.50 og det første vi gjorde var at finde en hæveautomat, vi var li’som løbet tør for Euros. Næste stop var en lille købmand og til sidst en kebab/burger ting, hvor vi købte aftensmad og cyklede ud af byen efter mørkets frembrud, for at finde et sted til teltet. Det at finde et sted i mørket var ikke nemt, men da vi var vant til lidt af hvert såsom sten, ujævn hård jord, tjørnegrene og lign. Lykkedes det os alligevel efter en ½ times søgen.

29. April

Vi var tidligt på farten igen på en overskyet dag næsten uden vind. Efter 50km. røg eger nr. 3 på Lars baghjul. Med et ekset hjul fortsatte vi til næste store by, men desværre ingen cykelsmed der. Vi måtte helt til Perpignan, 40km fremme for at få lavet hjulet. Vi ankom kl. 12.15  og spurgte en, som kunne engelsk om han viste hvor der lå en cykelsmed, det gjorde han ikke men helt af sig selv spurgte han en anden, og bingo, så havde vi vejen til en smed. Nu var det jo så bare lige at det var siesta og han åbnede først kl.15, så vi fandt en flot og stille park på den anden side af vejen og fik et times siestasøvn og lidt frokost. Smeden kunne kun fransk, men han kunne se hvad der var galt og lavede hjulet med det samme. Vi købte to ekstra eger, bremseklodser til Henrik og 12 energibarre

Så startede vi mod grænsen og selvom det var en hård tur op var de sidste 15 km i superflot terræn, med stejle bjergsider, slugter og floden ned i bunden. En oplevelse.

Vi holdt lidt på toppen, og købte lidt drikkelse og chokolade, før vi kørte ind i Spanien. Her rullede vi 35km ned ad bakke, før vi stoppede dagens kørsel ved en tank, vis standard næsten var tysk. Teltet blev slået op 100m bag tanken i de før omtalte tjørnegrene. Vi fik ryddet så meget så der lige var plads til teltet. På trods af 3 timers pause i Perpignan havde vi kørt 160km. og selvtilfredsheden var til at få øje på.


30. April

Vi stod op kl. 06.30 til en overskyet, små regnende dag med modvind(igen). Vi havde håbet at vinden holdt sig til den retning den havde haft de sidste par dage, men lur os om ikke denne var drejet mere mod sydvest, så den kom direkte ind forfra. Vi fik vores morgen kaffe og basser på tanken, og lidt soignering. Men efter tre dage i rap i telt, skulle der mere end en tankstation til for at rette op på det personlige velvære. Det gik dog rimelig hurtigt at komme ud til feriekysten ved Malgrat del Mar og Calella. Små 10km før Barcelona tog vi en Cykelsti der løb langs stranden. Det tog os ca. 2 timer at nå Ramblaen, centrum af Barcelona. Så var det vi skulle videre ud af byen og det voldte os nogle problemer. Vi startede med at køre 400-500m stejlt op og endte ved en svævebane der ”køre” ud over Barcelona’s havneområde. Her var der en udsigt platform, hvorfra man kunne kigger udover byen, og for Sørensen den er kolonorm. Intet under at det tog tid at komme ind til centrum. Vi kørte lidt videre op ad, stadigt stejlt og lidt i blinde. Vi nåede toppen hvor der ligger et Castell og en udsigt til havet. Virkelig imponerende. Men da det ikke lige var den rigtige vej måtte vi jo ned igen og det gik stærkt. Det var ved at være sent så vi kiggede efter et sted at spise og sove. Vi startede med kinesisk og fandt, med hjælp fra de indfødte, et hotel med bad. Rart nok!!! Vi udførte ritualet med tøj skylning og filmede så lidt ud af vinduet. Trafikken 5 etager nede var støjende og meget tæt, men det lykkedes dog at få en god portion søvn.


1. Maj

Kl. 07.30 var vi oppe igen. Gik ned og fik kaffen og basserne, så op og pakke grejet (tøjet var næsten tørt), ned og tjekke ud og så af sted. Det var en del nemmere at finde ud af byen end antaget aftenen før. Ved hotellet drejede vi til venstre og så var det bare lige ud (var det en smule held der ramte os?). Godt fri af Barcelona , kom vi ud til kysten Castelldefels og turen frem til Stiges (ca. 20km) var noget af det fedeste. Rigtigt bjergterræn lige ud til kysten og så i solskin, bedre kommer det ikke. Strækningen blev da også brugt flittigt til træning af områdets cykelryttere i en hver alder. Ved frokost tid fangede blikket lige et Dansk flag ved en restaurant hvor den første paella blev sat til livs. Længere fremme på dagens etape mødte vi en tysker, der havde hele camping grejet med på cyklen. Hans destination var Tarragona, den næste storby. Vi stoppede i L’Hospital de l’Infant og rejste teltet på den første plads vi fandt.

2. Maj

Vi stod tidligt op og satte kursen mod Valencia. En tur på ca. 200km og det var en af de dage hvor det kørte rigtigt godt. God vej, få bakker og ingen stop. Sol og næsten ingen vind. Så vi ankom til Valencia kl. 20.00 og brugte de næste 4 timer på at finde et hotelværelse, men der var fiesta i Spanien og alt var booket op. Så til sidst måtte vi ty til cyklerne og køre ud af byen for at finde en teltplads. Vi havde fået et bykort på et af hotellerne og med det prøvede vi at komme ud af byen. Men det virkede en kende farligt at cykle på de store veje i mørke, og på en tank frarådede man da også at tag den vej. Så ud på de små veje og søge efter en plads. Det var umuligt at finde og desuden så stank da kloak eller råddent vand i hele området. Efter 2½times kørsel ramte vi den campingplads vi kørte efter. Klokken var blevet 02.30, men heldigvis var der ingen problemer med at komme ind og få en plads. Og selvom det kostede en lille 100 krone var underlagt ikke stort bedre end hvad vi havde set hidtil.


3. Maj

Pgr. af natteroderiet stod vi først op kl. 10.00. Vi tog et bad på pladsen fik lidt mad i cafeteriaet, købte lidt flute, pølse, ost og juice i supermarkedet, betalte og tjekkede ud. Kørte 30m væk og satte os på kantstenen og fik fyldt depoterne op. Vi kom af sted ved 12 tiden og kørte hele 23 minutter, før den 4. eger røg på Lars baghjul. Men vi havde jo købt ekstra eger i Frankrig, så af med hjulet, dækket og slangen for at finde ud af at eger sad i den side med tandkransen og var der noget vi ikke havde var det et værktøj til at pille kransen af med. Så hjulet blev rettet efter bedste formåen og vi fortsatte kørelsen. Efter 2400km kørsel blev Lars ramt af den 1. punktering (der røg håbet om at klare turen uden punkteringer LLL) Vi kom hurtigt videre og begyndte opstigningen til Benissa. En hård bid vej på en lidt ”skæv” dag. I Benissa var der masser af mennesker, der var stadig fiesta, og der var et par tilråb da vi klatrede op ad hovedgade. Fra toppen af bjerget og ned til Calp (ca. 8km.), var absolut et stykke vej i særklasse. Bredvej med blødesving og vi mødte 6-8 biler. Så 8 km. med en snit fart på 50 og masser af plads og manøvrerer på gav et kick af de helt store. Det var lige før vi havde vendt cyklerne og kørt op igen, men fornuften(læs trætheden) sejrede.

I Calp ledte vi så igen efter overnatning, og her tilsmilede heldet os i den helt store stil. Ved hotel nr.2, hvor der ikke var plads, stod en mand og han fortalte at det nok var totalt umuligt at finde noget. Vi fik forklaret lidt om vores oplevelse i Valencia og så henviste han os til hans kone, og sagde måske hun kunne hjælpe. Hun sad i receptionen i et ferie lejlighedskompleks og havde lidt tjek på tomme lejligheder. Men der blev ikke lejet ud for kun en nat. Vi sagde at hendes mand havde henvist os og fortalte vores Valencia eventyr igen. Og vupti tilbød hun os en lejlighed de selv ejede. Der var godt nok ikke ryddet op efter de sidste, men var vi ligeglade eller hvad!!!! Overnatningen med bad var klaret og så var det bare ud og finde noget mad.

Det nærmeste var en Kinesisk, så den hoppede vi på, selvom vi havde prøvet det før. Men det var sent, så der var ikke så mange overvejelser.

Før vi gik til ro overvejede vi den resterende del af ruten og regnede ud at med omkring 170-200 km. om dagen, kunne vi stadig nå Sevilla til tiden. Planen var lagt!


4. Maj

Vi var ude af lejligheden ved 8 tiden og cyklede ind mod centrum og fandt et sted de serverede morgenmad. Og den var god.  Da vi kom op på ruten igen var der, tro det eller ej, en god rygvind og det gik flyvende ud ad N332. Det eneste negative var punktering nr. 2 til Lars. Og på den sidste stigning op mod La Union, gik Lars sukkerkold, som Riis ville have sagt. En lærerig erfaring og en hårdkamp for at komme over toppen. Men Cartagena blev nået og dagens etape på 177 km var fuldført. Vi fandt hurtigt et hotel og gik indenfor og tjekkede ind. Da vi kom udenfor stod der en Englænder. Ham og hans ven var også på cykeltur. Så vi snakkede lidt tour, før vi parkerede cyklerne i baggården og gik op i bad.

Efter vi havde været ude og spise havnede vi hotellets bar, og her sad de to Englændere. Vi fik udvekslet lidt flere cykel historie og fortalte om morgendagens etape til Almeria. De skulle samme vej, men havde beregnet 2 dage til turen. Og det skulle vise sig at deres kort var mere detaljeret end vores.

5. Maj

Dagen hvor planen røg i vasken startede med kaffe og basser som sædvanlig. Og så spurgte vi den engelsk talende portier om en cykel mekaniker. Åbenbart ikke et ord  han kunne relatere til. Så prøvede vi med cykelforretning og det hjalp. Vi fik et bykort med et kryds hvor det var og det gik vi efter. Vi havde lidt svært ved at spotte nogle butiksvinduer der kunne have noget med cykler at køre, så vi drejede omkring hjørnet og lige der nede i en kælder sad en mand i kedeldragt og reparerede cykel. Hmmm Engelsk kan være et svært sprog for Spaniere. Nå men  ved hjælp af tegnsprog  lykkedes det at få forklaret at vi gerne vil have skiftet en eger. Kl. var ca. 10, 2 timer til siesta. Men manden havde travlt og pegede på 12 på uret, som om at siesta var lige om hjørnet. Han gad i hvert fald ikke hjælpe og så kørte vi videre med ekset hjul.

Så ud af byen af N332 og så begyndte strabadserne for alvor. De første 20km gik op ad, ikke så det kunne ses med det blotte øje, med tempoet på kørslen fortalte alt. Omkring 20 km i timen og der skulle trædes for at hold farten. Stigning afsluttedes med en regulær bjergstigning, ikke den længste vi havde prøvet, men helt sikkert den stejleste. Puha puha. Optimismen fejlede ikke noget og troen på at så gik det ned ad var der. Og der gjorde det såment også 1km’s penge eller så, og så startede Helvede for alvor. Omgivet af bjerge, hvor der ikke var noget vind, stegende sol og et landskab der mest af alt lignede ørken, gik vejen atter op, op, op og op. 1½liter vand forsvandt på 45 minutter og sveden løb bogstaveligtalt ud under hjelmen i stråler. Dette stod på i 6½ time kun afbrudt af frokost, som vi indtog på en fin restaurant i midten af ingen ting, en times afslapning i solen og små ubetydelig nedkørelser der ikke gav meget tid til at samle kræfterne på. Vi kom igennem det og så begyndte det ellers at gå ned ad. De første 6km blev kørt med et snit på 60 i timen. Henrik var oppe på 72,2. De næste 10km lå på 40-45 også var vi ude ved kysten og et fladt område. Men men, bakkerne vendte hurtigt tilbage og benene blev sat yderligere på prøve. Det var efterhånden blevet madtid så kortet blev studeret og vi besluttede at køre ad kystvejen mod Villaricos i håb om at der var lidt fladere. Hehe snydt igen. Hvis man anlagde en rutsjebane på den vej ville den være et hit. Bakke op bakke ned, hvis man trampede i pedalerne ned ad bakke, kunne man ”nogen” gange komme ”let” op ad. Og da vi nåede Villaricos kl. 20.00, hyrede vi et værelse ved første lejlighed, fik et bad, lidt mad og nogle velfortjente bajere. Og der var ingen problemer med at falde i søvn den aften. Vi fik kun kørt 111km af de planlagte 184km

Dagbog.

6. Maj


Vi kom af sted kl. 9.00 med forventningen om en hård dag mere. Men det startede fladt de første 12km også begyndte regnen at sile ned. Vi kørte i pitstop og tog noget varm kaffe i venten på at det skulle stoppe med at regne. Men det blev ved med at være gråt, kedeligt og vådt så vi fortsatte turen og så kom de ventede stigninger igen. I solskin kunne stykket måske have målt sig med turen lige efter Barcelona. På den højeste top stoppede vi og filmede lidt og tørvejret indfandt sig. Så af med regntøjet op på cyklen og ned ad. Da der var kørt 20 meter silede regnen ned igen. På med regntøjet igen og så ellers forsigtig kørsel ned ad. Der lå en del vand på vejen, så bremsen blev brugt flittigt. Efter 32 km. nåede vi Carboneras, der viste sig at skulle blive endestationen for cyklingen. Lige midt i byen med 28 km/t undviger Lars en hastigheds nedsættende stribe, køre ned ad en kant efter noget vejarbejde og glider så på en stor våd metalrist og kurer ca. 10 meter hen ad vejen og ender over i modsatte vejbane. Var det sket 10-15 sekunder senere havde han nok stoppet en bil. Til alt held skete der ikke noget. Bort set fra et par hud afskrabninger. Huler i overtrækstrøjen og regntøjet. Og så forskrækkelsen som nok var større hos de mennesker der stod ved siden af. Vi fandt den nærmeste cafe og fik en kop kaffe og overvejede situation. Vi blev hurtigt enig om at det skægge var gået af touren, så vi tog styrtet som punktum på turen. Vi vandre lidt rundt i byen for at finde lidt info om hvordan vi skulle komme videre og havde ikke den store succes med det. Medens vi flakkede rundt var der pludselig en pige der henvendte sig til Henrik. Hende og veninden, som begge kom fra Australien, var også på cykeltur, uden regntøj så de så lidt våde ud. Vi snakkede lidt om cykelture,  vores hjemlande og offentlig transport med cykler, over en kop øl/vand. Den ene havde boet i Sevilla, kunne spansk, og de kendte lidt til det med at rejse med cykler i bussen, hvilket viste og være meget belejligt for os. Vores plan var at leje en bil til Sevilla, så hendes første hjælp var at lokalisere en udlejer. Efter det var gjort gik vi hver til sit og vi fandt et Hostal og tjekkede ind, tog et bad og begav os ud til biludlejningen og selv om der var en del mennesker kunne ingen af dem engelsk. Men Signorina’en som sad i skranken fik ringet op til en som kunne engelsk og så var der en masse skiften frem og tilbage med telefon røret. Resultat var negativt. Altså ingen bil. Lidt deprie gik vi tilbage og kom forbi en netcafe, hvor fik kigget lidt på vores hjemmeside. Vi havde en middagsaftale med de to piger og bagefter klarede de, bus situationen for os.

Vi havde jo besluttet ikke at cykle mere på denne tur, så vi lånte vores regntøj til dem. Og så var det ellers farvel, tak og godnat

7. Maj

Vores bus gik kl. 09.30, så vi var ude af fjerene et par timer før. Der skulle jo lige var tid til morgenmaden og proviantering til en 480km lang bus tur. Det blev klaret og så for en sikkerheds skylde spurgte vi igen en lokal hvorfra bussen mod Almeria gik fra. Og li’som aften før blev der henvist til skolebusskiltet nede ad sidegaden. Vi satte os til at vente, og medens vi sidder der begyndte folk at stille sig i kø 100 meter oppe ad hovedgade. Men da der ikke er noget skilt og vi to gange havde fået fortalt at vi stod det rigtige sted, lagde vi ikke så meget i det før der så kom en bus og holdte ind til siden ved kø’en. Så kom vi  ellers i svingninger, først op og spørge om det var bussen mod Almeria. Si si sagde de, ned efter cyklerne og op i kø’en. 2-3 minutters tøven havde resulteret i 6 timer mere i byen. Jo jo  der er langt mellem afgangene. Vi kom med og cyklerne også.

Vejret var rimeligt godt, så tanken om vi havde gjort det rigtige strejfede da lige en, men det var kun indtil bussen begyndte at rulle op ad og Tomatland begyndte. De næste 200km. ca., på nær byerne, var dækket med ”drivhuse”(stålrør beklædt med hvidplastic,  så langt øjet rakte Og der hvor den bare jord tittede frem mindede det stadig om ørken. En anelse trøstsløst, så sædet i bussen, cd spilleren i øret og Heineken i hånden, var det rigtige valg. Vi ankom til Sevilla 19.45 og brugte lidt tid på at finde et stede at sove. Vi fandt et Hostal, og bookede et værelse for de næste 4 døgn, ikke langt fra centrum og meget tæt på Katedralen, Spaniens 3. største, vil rygtet vide. Værelset indeholdte 2 senge, et skab, et natbord, en håndvask og en klimamaskine. Bad og toilet var på gangen. Ikke meget, men det virkede fint. Og for 40 Euro for man jo ikke alt.


8.9 & 10. Maj

De næste 3 dag, lignede hinanden til forveksling. Morgenmad på den lokale, lidt shopping, lidt øl, og efter Spanskkurset stødte Bonnie Mia til, Frokost, en lille gå tur, besøg på diverse fortovs cafeer, aftensmad og så elles hygge, stadigt udenfor, til det blev sengetid.  Vejret var kanon. Ikke en sky på himlen og varmegrader der var til at klare, med mindre man lagde sig i solen oppe på taget på Hostalet, der røg termometret op 44 grader. Puha Puha.

Den kulturelle indsats, var nok ikke den største, det lod vi de andre turister med bøger og kort i hånden om. Men vi fik dog set lidt.

Det der var mest sport i var at fare vild. Og det var nemt. 2 gange til højre og en til venstre, eller omvendt, og så var man væk. Det er en gammel by og gaderne er smalle og krogede. Så hvis ikke vi havde købt et bykort, havde vi været ilde ude.


11. Maj

Bussen til Malaga kørte kl. 10.00, så vi stod op, et par timer før. Bonnie Mia dukkede op til morgenmadstid og så var det hen til bussen og sige farvel til hende og  af sted. I Malaga skulle vi skifte til lufthavnsbussen, en almindelig bus uden bagagerum, og det var med nød og næppe der var plads til cyklerne på grund af andres bagage. Nå men, vi kom med og i lufthaven havde vi små 6 timer der skulle slås ihjel. Vi brugte en del tid på at finde ud af, hvordan og hvor vi tjekkede vores cykler ind. Ellers gik timerne med at sidde på solterrassen, spille Pool og køre Rally. Vores bagageindtjekningsboks var nr. 2 og vores cykler skulle på bånd nr. 265. Helt nede i den anden ende af lufthavnen, så vi fik en gå tur mere. Flyveturen gik som den skulle og efter landingen og bagage afhentning gik vi ud i ankomsthallen, hvor en lille velkomstgruppe var mødt op med godt humør og flagbajer. Vi tog toget til Helsingør, fik plads til cykler, bagage og 5 fem mennesker i Henriks 4hjulstrækker og kørte hjem til landet.