Ontour.dk

6. Maj

Vi kom af sted kl. 9.00 med forventningen om en hård dag mere. Men det startede fladt de første 12km også begyndte regnen at sile ned. Vi kørte i pitstop og tog noget varm kaffe i venten på at det skulle stoppe med at regne. Men det blev ved med at være gråt, kedeligt og vådt så vi fortsatte turen og så kom de ventede stigninger igen. I solskin kunne stykket måske have målt sig med turen lige efter Barcelona. På den højeste top stoppede vi og filmede lidt og tørvejret indfandt sig. Så af med regntøjet op på cyklen og ned ad. Da der var kørt 20 meter silede regnen ned igen. På med regntøjet igen og så ellers forsigtig kørsel ned ad. Der lå en del vand på vejen, så bremsen blev brugt flittigt. Efter 32 km. nåede vi Carboneras, der viste sig at skulle blive endestationen for cyklingen. Lige midt i byen med 28 km/t undviger Lars en hastigheds nedsættende stribe, køre ned ad en kant efter noget vejarbejde og glider så på en stor våd metalrist og kurer ca. 10 meter hen ad vejen og ender over i modsatte vejbane. Var det sket 10-15 sekunder senere havde han nok stoppet en bil. Til alt held skete der ikke noget. Bort set fra et par hud afskrabninger. Huler i overtrækstrøjen og regntøjet. Og så forskrækkelsen som nok var større hos de mennesker der stod ved siden af. Vi fandt den nærmeste cafe og fik en kop kaffe og overvejede situation. Vi blev hurtigt enig om at det skægge var gået af touren, så vi tog styrtet som punktum på turen. Vi vandre lidt rundt i byen for at finde lidt info om hvordan vi skulle komme videre og havde ikke den store succes med det. Medens vi flakkede rundt var der pludselig en pige der henvendte sig til Henrik. Hende og veninden, som begge kom fra Australien, var også på cykeltur, uden regntøj så de så lidt våde ud. Vi snakkede lidt om cykelture, vores hjemlande og offentlig transport med cykler, over en kop øl/vand. Den ene havde boet i Sevilla, kunne spansk, og de kendte lidt til det med at rejse med cykler i bussen, hvilket viste og være meget belejligt for os. Vores plan var at leje en bil til Sevilla, så hendes første hjælp var at lokalisere en udlejer. Efter det var gjort gik vi hver til sit og vi fandt et Hostal og tjekkede ind, tog et bad og begav os ud til biludlejningen og selv om der var en del mennesker kunne ingen af dem engelsk. Men Signorina’en som sad i skranken fik ringet op til en som kunne engelsk og så var der en masse skiften frem og tilbage med telefon røret. Resultat var negativt. Altså ingen bil. Lidt deprie gik vi tilbage og kom forbi en netcafe, hvor fik kigget lidt på vores hjemmeside. Vi havde en middagsaftale med de to piger og bagefter klarede de, bus situationen for os.

Vi havde jo besluttet ikke at cykle mere på denne tur, så vi lånte vores regntøj til dem. Og så var det ellers farvel, tak og godnat

7. Maj

Vores bus gik kl. 09.30, så vi var ude af fjerene et par timer før. Der skulle jo lige var tid til morgenmaden og proviantering til en 480km lang bus tur. Det blev klaret og så for en sikkerheds skylde spurgte vi igen en lokal hvorfra bussen mod Almeria gik fra. Og li’som aften før blev der henvist til skolebusskiltet nede ad sidegaden. Vi satte os til at vente, og medens vi sidder der begyndte folk at stille sig i kø 100 meter oppe ad hovedgade. Men da der ikke er noget skilt og vi to gange havde fået fortalt at vi stod det rigtige sted, lagde vi ikke så meget i det før der så kom en bus og holdte ind til siden ved kø’en. Så kom vi ellers i svingninger, først op og spørge om det var bussen mod Almeria. Si si sagde de, ned efter cyklerne og op i kø’en. 2-3 minutters tøven havde resulteret i 6 timer mere i byen. Jo jo der er langt mellem afgangene. Vi kom med og cyklerne også.

Vejret var rimeligt godt, så tanken om vi havde gjort det rigtige strejfede da lige en, men det var kun indtil bussen begyndte at rulle op ad og Tomatland begyndte. De næste 200km. ca., på nær byerne, var dækket med ”drivhuse”(stålrør beklædt med hvidplastic, så langt øjet rakte Og der hvor den bare jord tittede frem mindede det stadig om ørken. En anelse trøstsløst, så sædet i bussen, cd spilleren i øret og Heineken i hånden, var det rigtige valg. Vi ankom til Sevilla 19.45 og brugte lidt tid på at finde et stede at sove. Vi fandt et Hostal, og bookede et værelse for de næste 4 døgn, ikke langt fra centrum og meget tæt på Katedralen, Spaniens 3. største, vil rygtet vide. Værelset indeholdte 2 senge, et skab, et natbord, en håndvask og en klimamaskine. Bad og toilet var på gangen. Ikke meget, men det virkede fint. Og for 40 Euro for man jo ikke alt.

8.9 & 10. Maj

De næste 3 dag, lignede hinanden til forveksling. Morgenmad på den lokale, lidt shopping, lidt øl, og efter Spanskkurset stødte Bonnie Mia til, Frokost, en lille gå tur, besøg på diverse fortovs cafeer, aftensmad og så elles hygge, stadigt udenfor, til det blev sengetid. Vejret var kanon. Ikke en sky på himlen og varmegrader der var til at klare, med mindre man lagde sig i solen oppe på taget på Hostalet, der røg termometret op 44 grader. Puha Puha.

Den kulturelle indsats, var nok ikke den største, det lod vi de andre turister med bøger og kort i hånden om. Men vi fik dog set lidt.

Det der var mest sport i var at fare vild. Og det var nemt. 2 gange til højre og en til venstre, eller omvendt, og så var man væk. Det er en gammel by og gaderne er smalle og krogede. Så hvis ikke vi havde købt et bykort, havde vi været ilde ude.

11. Maj

Bussen til Malaga kørte kl. 10.00, så vi stod op, et par timer før. Bonnie Mia dukkede op til morgenmadstid og så var det hen til bussen og sige farvel til hende og af sted. I Malaga skulle vi skifte til lufthavnsbussen, en almindelig bus uden bagagerum, og det var med nød og næppe der var plads til cyklerne på grund af andres bagage. Nå men, vi kom med og i lufthaven havde vi små 6 timer der skulle slås ihjel. Vi brugte en del tid på at finde ud af, hvordan og hvor vi tjekkede vores cykler ind. Ellers gik timerne med at sidde på solterrassen, spille Pool og køre Rally. Vores bagageindtjekningsboks var nr. 2 og vores cykler skulle på bånd nr. 265. Helt nede i den anden ende af lufthavnen, så vi fik en gå tur mere. Flyveturen gik som den skulle og efter landingen og bagage afhentning gik vi ud i ankomsthallen, hvor en lille velkomstgruppe var mødt op med godt humør og flagbajer. Vi tog toget til Helsingør, fik plads til cykler, bagage og 5 fem mennesker i Henriks 4hjulstrækker og kørte hjem til landet.